Undervisningens vej til de ”u-underviselige”
Af Laust Torp Jensen, Lærer på Vestermarkskolen i Aars |
Foto: Udlånt af Vestermarkskolen i Aars
Hun hørte nogle sære lyde fra værelset ved siden af stuen… et
dyr? Et menneske? På et tidspunkt, hvor hun var alene, rejste hun
sig og stak hovedet ind i værelset. I en seng lå en dreng
sammenkrøbet i fosterstilling. Hovedet syntes for stort til den
lille krop, de spinkeltynde arme og ben syntes kun at bestå af
brusk og knogler. Han stirrede på hende med tomt blik og åben mund.
Det var i 1935. Bagefter skrev hun om sit møde med drengen.
I 1950 besøgte hendes niece sammen med sin mor det samme hjem.
Niecen var kun et barn. Også hun hørte lyde fra værelset, kiggede
ind, men trak sig så skyndsomst tilbage. En sær sammenkrøbet mand
med sort skæg og forviltret hår lå i sengen. Bagefter fortalte
hendes mor om ham. Der lå han altid - i sengen.
Ovenstående er et autentisk blik ind i det liv, de mennesker,
der dengang blev betegnet som dybt åndssvage, henlevede.
Beretningen ovenfor er fra et privat hjem, men på lignende vis var
det på de store institutioner under Statens Åndssvageforsorg. Ingen
havde forventninger til, at børnene kunne udvikle sig og lære
noget, eller at de havde almenmenneskelige behov for kærlighed,
fællesskab og oplevelser. Knapt betragtet som mennesker, snarere
som nogle skabninger af "en anden slags". Det var kun et spørgsmål
om pleje og pasning.
Interessen vågner
Endnu i dag synes forståelsen af og respekten for mennesker med de
mest omfattende handicaps at være temmelig mangelfuld. Ikke desto
mindre er det indiskutabelt, at deres livsomstændigheder er ganske
meget bedre, end de var dengang.
Mange forhold har medvirket til den udvikling. Helt konkret
begyndte nogle pædagoger og lærere inden for Åndssvageforsorgens
skolevæsen sidst i 1960´erne at interessere sig netop for de børn,
ingen hidtil havde haft forventninger til. De "u-underviselige",
som de blev kaldt.
Initiativet viste sig at blive igangsættende for opbygningen og
udviklingen af det, der i dag er et pædagogisk fagligt speciale med
eget videnscenter. Det efterfølgende vil fremdrage træk af denne
udvikling.
Børnene
De børn, der er tale om her, har alle en række komplekst
sammensatte handicaps grundet i omfattende hjerneskader og/eller i
arvelige sygdomme. Fælles for dem alle er, at de er uden talesprog,
og at de i forskellig grad er mentalt retarderede. Hertil kan komme
medfødte misdannelser, spasticitet, epilepsi, muskelsygdomme,
synshandicaps og en række andre specifikke handicaps. Ofte er det
børn med mange kramper, med store spiseproblemer og med generel
dårlig trivsel, mange med jævnlig kontakt til sygehusvæsenet, og
alle med et helt nødvendigt behov for omsorg og pleje i alle
dagliglivets situationer.
Undervisningen vågner
I 1959 blev der i Folketinget vedtaget en ny skolelov. Heri blev
det fastslået, at alle danske børn har ret til undervisning. Der
var dog ingen, formodentlig heller ikke inden for
Åndssvageforsorgens skolevæsen, der forestillede sig, at lovteksten
skulle forstås bogstaveligt i forhold til den gruppe, der her er
tale om, de "u-underviselige". Loven gjaldt selvfølgelig kun for de
børn, der var i stand til at modtage undervisning.
Alligevel begyndte nogle lærere og pædagoger at interessere sig
netop for de "u-underviselige". De så en udfordring i at komme
tættere ind på livet af dem. Hvad var det for nogle børn? Kunne de
lære noget og i så fald hvordan? Og hvad skulle de i det hele taget
lære?
Normalisering blev et nøglebegreb i de år. Åndssvageforsorgens
daværende chef N.E. Bank Mikkelsen gik forrest i kampen for at
bringe "de åndssvage" ind under den samme lovgivning, som var
gældende for alle andre mennesker. Samtidig hermed bredte
interessen sig op gennem 1970'erne for undervisning af de sværest
handicappede.
Stadig flere blev indskrevet som elever på Åndssvageforsorgens
skoler. De blev i stigende grad synlige, og de blev en pædagogisk
udfordring for forsorgens skolevæsen, for hver enkelt skole og ikke
mindst for de involverede lærere og pædagoger.
I en artikel fra 1975 i Åndssvageforsorgens blad S.Å.-nyt om
fremtidens udfordringer tegner Socialstyrelsens daværende
undervisningsinspektør Jørgen Hansen et ganske præcist billede af
situationen dengang i forhold til undervisningen af de
"u-underviselige". "Nu må det imidlertid ikke overses, at når
det gælder undervisning af de allerdårligst fungerende børn - "de
vegetative" eller "vandrette", som de ikke sjældent betegnes - er
det ikke blot kvantitative muligheder, der fordres. En sådan
undervisning kræver en helt speciel faglig, pædagogisk viden, som
endnu - meget forståeligt - er en mangelvare i pædagogkorpset. Et
virkelig kvalificeret undervisningstilbud til disse børn
forudsætter, at der er et personale, der kan effektuere det. Der er
derfor hårdt brug for en intensiv videreuddannelse inden for de
personalegrupper, som vil blive impliceret i dette
arbejde."
Nu fandtes der imidlertid ikke et grydeklart kursus, der
fokuserede på undervisning af de sværest handicappede. Ude på de
enkelte skoler var man jo først ved at finde ud af hvordan! Ofte
med entusiasme og stort engagement, nytænkning og kreativitet, men
også usikkert og famlende.
Lighed for loven
I 1980 blev Statens Åndssvageforsorg udlagt, som det udtryktes. Det
betød for forsorgens skolevæsen et ressortskifte fra
Socialministeriet til Undervisningsministeriet. De "åndssvage"
børn, som hidtil havde fået særundervisning under
Åndssvageforsorgen, blev nu folkeskoleelever med tilbud om
specialundervisning under den samme lovgivning som alle andre
danske
børn.
Næsten uafhængigt af de administrative ændringer fortsatte
udviklingen af undervisning af de sværest handicappede op igennem
1980´erne. På mange skoler blev der iværksat projektforløb, der
blev skrevet faglige artikler, og kurser blev afholdt. Andre
faggrupper med relation til børnenes specifikke handicaps blev
involveret i tværfaglige teams: fysio- og ergoterapeuter,
psykologer, synskonsulenter o.a. Forældrene kom til at spille en
central rolle med deres unikke viden om børnene.
Forståelsen af børnene ændredes i de år på omvæltende vis dels
af de indhøstede erfaringer og dels af ny forskningsbaseret viden
om tidlig nonverbal kommunikation. Det stod klart, at det der kunne
opfattes som sære lyde, underlige grimasser og besynderlige
gebærder ikke - sådan som det altid var blevet opfattet - skulle
ses som tilfældige og meningsløse udtryk for primitiv
tilbageståenhed, men tværtimod som en åbning, en mulighed for
meningsfyldt kommunikation med børnene.
Ikke mindst den amerikanske psykiater og udviklingspsykolog
Daniel Sterns forskning var banebrydende for den udvikling.
En ny faglighed opstår Kommunikation blev nu det helt centrale
tema. Herhjemme stod dr. Pæd. Birgit Kirkebæk, dengang leder af
skolen på Taxvej i København, i spidsen for en række
udviklingsprojekter, ligesom hun i artikler og på kurser var med
til at udbrede ny viden og nye indsigter på området.
Helt fra grunden af oparbejdedes der gennem disse år en viden og
en faglighed, som gjorde det muligt under de rette betingelser at
åbne døren til en ny verden til glæde for de børn, hvis liv hidtil
havde været fastlåst i en middelalderlig afsondrethed og
isolation.
Et pionerarbejde, som mange bidrog til - og ofte på trods.
Indgroede holdninger og sædvaner ændres ikke overnight. Heller ikke
inden for pædagog- og lærerverdenen.
I 1994 fik området sit eget videnscenter, Vikom, Videnscenter om
Kommunikation og Multiple Funktionsnedsættelser hos Børn og Unge
uden et Talesprog. I præsentationen af centeret i
"Specialpædagogik" i 1994 skriver centerleder Tina Harmon blandt
andet, at centerets formål er at indsamle, udvikle og formidle
viden, der har betydning for udvikling, undervisning og behandling
af børn og unge med multihandicap uden verbalt sprog.
Centeret har siden etableringen spillet en central rolle for den
fortsatte faglige udvikling ved afholdelse af kurser, udgivelse af
eget fagtidskrift, af bøger, intro-film og andet vidensformidlende
materiale, foruden indsamling og udbredelse af viden gennem et
stort netværk af kursusledere og særlige videnshavere. Cirka 400
lærere og pædagoger er siden 1998 blevet uddannet på centrets
grundkursus: "Kursus i kommunikation og samspil med mennesker med
multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog".
Børn som alle andre børn
I dag ved vi, at de børn, der her er tale om - og som tidligere
blev betragtet som "en anden slags" - er børn som alle andre børn
med basale behov for kærlighed og følelsesmæssig kontakt, med behov
for at være sammen med andre, deltage i aktiviteter og opleve sig
selv som en del af et fællesskab.
Deres grundlæggende forudsætninger for læring og udvikling er
med andre ord ikke anderledes end alle andre børns. Deres ofte
komplekst sammensatte handicaps lægger til tider næsten
uoverstigelige hindringer i vejen for læring og udvikling.
I dag ved vi imidlertid i langt højere grad, hvordan vi kan
overstige de forhindringer, eftersom lærere og pædagoger nu kan
trække på en omfattende faglig viden inden for området. En viden
som ikke fandtes dengang børnene blev betragtet som
u-underviselige.
Meget forenklet, men helt essentielt ligger den faglige
udfordring først og fremmest i at nå børnenes basale behov for
deltagelse, fællesskab, kærlighed og følelsesmæssig kontakt.
Lykkes det, er der grobund for læring og udvikling.
Sårbart pædagogisk speciale
I 2009 var der i vuggestuer, børnehaver og skoler 1185 børn med
multiple funktionsnedsættelser.
Som kategori er der tale om den mest sammensatte handicapgruppe
i Danmark. Der findes næppe det handicap, der ikke er
repræsenteret. Den faglige udfordring er stor og behovet for
tværfaglighed indlysende. Samtidig er faget som pædagogisk speciale
meget sårbart, sådan som små faglige specialer er det. Skal de leve
og ånde og udvikles er et stærkt fagligt netværk nødvendigt. Kun en
vedholdende indsats kan fastholde og udvikle den viden, der gennem
de seneste 40 år er opbygget inden for området.
I disse år med fokusering på tests, markedsmæssig nytteværdi og
evaluering af eksakt målbare parametre er der grund til bekymring
for udviklingen. Læg dertil de seneste besparelser på kommunale
budgetter.
I Norge er der p.t. forslag fremme om en 80 procents beskæring
af lignende videnscentre som det danske. Et foruroligende
tilbageskridt, hvis det gennemføres. Noget tilsvarende har vi endnu
ikke set i Danmark, men som i Norge er der også her brug for det
modsatte, nemlig en styrkelse af et sårbart faglig pædagogisk
speciale og dets videnscenter.
Om Laust Torp Jensen
- Han har i snart 40 år arbejdet på Vestermarkskolen i
Aars.
- Han har haft tæt kontakt til Vikom - bl.a. som kursusleder
- siden Vikoms etablering.
- I 2008 udgav han på Frydenlunds forlag "Du og Jeg - om
personlig etisk standard, empati og dedikation".
Få mere at vide En mere specifikt viden om fagområdet og om
fagets faglige udfordringer kan ses på videnscenterets hjemmeside
www.vikom.dk